fbpx
}

mandag til fredag: 08.00 - 14.00

info@hoejskolenmors.dk

Fortællekursus fortælleakademiet

 

Modul 8 – Periode: 11. nov. – 15. nov. 2020

Kursusledere:  Ingrid Hvass og Else Mathiassen

kursusoversigt:

Glæd dig til et kursus  fuld af fortællinger, fællessang, god mad og ekskursion ud i noget af Danmarks smukkeste natur. På dette modul har vi fokus på fortælling i særlige kontekster. Tre fortællere vil præsentere og involvere deltagerne i det område, som de hver især er specialister i.  Højskolekurset er modul 8 af Fortælleakademiets fortælleuddannelse.

Hvert modul kan tages for sig og udgør et selvstændigt kursus, så man er velkommen selv om man ikke har deltaget i de andre moduler. 

  • Arbejdspladsen v. Lena Bjørn
  • Undervisning v. Else Mathiassen
  • Et steds fortællinger v. Ingrid Hvass

Som deltager skal du vælge én af nedenstående workshops, som du følger gennem modulet:

Du kommer på banen som fortæller og får træning og feedback. Du kan hente inspiration ved at høre, hvordan andre griber fortællingen an. Der vil være oplæg og samtale, omkring fortællerens rolle i dag. Det er et praktisk kursus, hvor det handler om at få fortalt, lytte og blive inspireret.

Workshop 1 med Lena Bjørn
Arbejdspladsen – brug af fortælling til at skabe dialog og refleksion over fælles opgaver. 
Om at få andre til at fortælle deres historie. ”Når vi fortæller for hinanden, så styrker det vores relation”.

Vi sætter fokus på at bruge historiefortælling i en særlig kontekst, nemlig på arbejdspladsen/organisationen/foreningen.

  • Hvordan kan fortælling bruges til at skabe dialog og refleksion over fælles opgaver?
  • Hvordan kan fortælling bruges i relation til ledelse, organisationskultur og teambuilding?

Alle, som arbejder med fortælling, ved, at når vi fortæller til hinanden, så styrker det vores relation. Dette gør historiefortælling til et rigtig godt redskab i organisationer af forskellig slags. At bruge historiefortælling – hvor alle er involverede – på møder, temadage m.m. skaber energi og engagement.
Du lærer at sætte andre i gang med at fortælle i en arbejdsplads-sammenhæng, og du får inspiration til selv at bruge fortællinger, hvis du er leder, underviser eller på anden måde har en formidlingsopgave.

Workshop 2 med Else Mathiassen
Undervisning – brug af fortælling til at videreformidle et stof i levende og billedrige historier.

Øge indlevelsen i et fagligt område for både formidleren og den der formidles til. Det ligger i den Grundtvigske tradition – i livsoplysningen og den folkelige oplysning at bruge fortællingen i undervisning og formidling. Det var en revolutionær tankegang, som fortsat lever i de frie skoler. Fortællingen engagerer og hjælper os til at forstå. De fleste af os husker og erkender bedre gennem fortællingens billeder end via information.

Vi skal i modulet gå fra faglighed og beretning til fortælling. En proces som f.eks. Jostein Gaarder tog fat på da han litterært formidlede filosofisk tankegang i fortællingen ”Sofies verden”.

Vi tager fat på det stof, du gerne vil formidle. Det kan være fra meget praktiske erfaringer, som man vil formidle, hvor end man er engageret til store eksistentielle spørgsmål, som måske skal formidles til en stor gruppe mennesker. Hvad har du på hjertet rent fagligt?

Sammen vil vi udvikle små fortællinger ud fra din viden. Vi tager fat i nogle eksempler fra holdet og arbejder med dem. Undersøger forskellen mellem information og fortælling. Hvordan får informationen fortællingens kraft?

Workshop 3 med Ingrid Hvass
Et steds fortællinger – om at fortælle i naturen og i landskabet.

Overalt hvor mennesker bor og færdes, binder vi steder, personer og hændelser sammen til fortællinger. Når vi vandrer, løber eller biker igennem landskabet, krydser vi disse fortællespor uden at ænse dem, men møder vi et menneske, som begynder at pege på punkter og spor i landskabet og samtidig fortælle om noget, der skete lige her, så får landskabet liv og bliver vedkommende.

Det er essensen af en fortællevandring. Vi forbinder os med sted og landskab, dets mennesker og historie. Det skaber jordforbindelse og udsyn. Og vi bruger tid på at sanse og opleve dyr, fugle, træer og planter. Stedet bliver en del af os, og vi sætter vores spor og bliver en del af landskabet og historien.

Vi tager udgangspunkt i det smukke og specielle landskab rundt om Højskolen Mors i landsbyen Flade på Mors. Vi vandrer ved fjorden langs Hanklit og igennem det helt unikke ’bjerglandskab’ Salgjerhøj (89 m.o.h.) og rundt i den gamle landsby Flade. Vi møder dem, der kan fortælle om vigtige steder, mennesker og hændelser. Vi arbejder i grupper eller enkeltvis med, hvordan man kan bearbejde og bruge det indsamlede materiale, og skitserer en fortællevandring.

OBS! Deltagere på workshop 3 skal medbringe tøj til al slags vejr og gode vandtætte sko/støvler samt en lille vandrerygsæk el. lign.

D. 7 februar  2021 begynder et nyt forløb på fortælleakademiet. Læs mere om fortælleakademiet her:

 https://hoejskolenmors.dk/samarbejdspartnere/

http://www.fortaelleakademiet.dk/

 

pris:

Dobbeltværelse 3500,-
Dagskursist 3000,-

 

Højskolen Mors • Salgerhøjvej 36 • 7900 Nykøbing Mors 

Mail: info@hoejskolenmors.dk 

Tel. +45 88 77 97 20

cvr. nr. 40073507 • Reg. 9133 Kontonr. 0002000693 • EAN:5790002725647

©Hoejskolenmors.dk | Web design: RADESIGN