Du vælger selv dit spor for ugen. På danseholdet kan du vælge workshops med pardans eller workshops, hvor I danser sammen uden at være i faste par. På musikholdet spiller du cubansk musik som gennemgående workshop.
På dansegulvet dykker du ned i elegante, energiske og festlige danseformer fra Cuba – salsa, son, cha-cha-cha, afrocubansk dans og reggaeton – hver med sin egen historie og stil. Vi arbejder med enkle koreografier, og du lærer både grundtrin og kreative bevægelser, der giver dig frihed og selvtillid på dansegulvet.
På musikholdet handler det først og fremmest om at spille masser af musik. I begynder med son, forløberen for salsa, med musik inspireret af Buena Vista Social Club, og bevæger jer videre gennem bolero, cha-cha-cha, timba og rumba – med en afstikker til Brasilien. Alle får en introduktion til percussion, og du kan spille på dit eget instrument eller prøve nye.
I løbet af ugen er der også caféaften, salsatek, sang fra Højskolesangbogen, foredrag og strandtur, og ugen slutter med en koncert, hvor musikholdet byder op til dans.